Gestaltterapi

Hvad er Gestaltterapi?

Gestaltterapi er udv. af Frederick Perls, i samarb. med Poul Goodman og Ralph Hefferline

Holdningen er, at menneskets naturlige tilstand er at være et helt væsen – ikke fragmenteret i to eller flere modsatte dele. Målet med gestaltterapien er derfor en ”(gen)forening” mellem de dele af personligheden, som klienten af en eller anden grund har søgt at undertrykke eller ligefrem at skille sig fra.

”Gennemsnitsmennesket, der er vokset op i en splittet atmosfære, har mistet sin helhed, sin integritet. For at få samling på sig selv igen, må mennesket hele sin persons spaltethed, sin tænkning og sit sprog. Mennesket er vant til at tænke i modsætninger (...) Det enhedssyn, som kan opløse et sådant spaltet syn er begravet, men ikke ødelagt, og kan med gavnlig fordel genvindes,...” (Perls, Goodman og Hefferline: Grundbog i gestaltterapi, 1951, s. 10)

 ”Gestaltdannelse er altid en følge af opmærksomhed. (...) Dannelsen af fuldstændige og omfattende gestalter er betingelsen for mentalt sundhed og vækst. Kun den fuldstændige gestalt kan organiseres som en automatisk fungerende enhed (refleks) i den totale organisme. Enhver ufuldstændig gestalt repræsenterer en ”ufuldendt situation”, der skriger på opmærksomhed, og som griber ind i dannelsen af enhver ny og livsvigtig gestalt. I stedet for vækst og udvikling finder vi da stilstand og regression.” (Perls, Goodman og Hefferline: Grundbog i gestaltterapi, 1951, s. 11)

Grundsynet i gestaltterapien er, at mennesket fundamentalt er et socialt væsen. Vi fødes som sociale væsner og har behov for adækvat respons fra omgivelserne, og vi vedvarer med at være sociale og være forbundet med andet og andre hele livet.

Gestaltanalyse er en terapiform, som giver mulighed for at lære at leve i overensstemmelse med sig selv og andre i det samfund, der omgiver én, så man synes livet er meningsfuldt. Den udvikler og arbejder med selvaccept, det vil sige at kunne opleve sig selv, som man er på godt og ondt, uden at skulle skjule noget. Den arbejder med det enkelte menneskes evne til at regulere, styre og udvikle sine meninger, tanker, oplevelser og handlinger, så mennesket selv kan skabe et meningsfyldt liv.

Min forståelse/anvendelse:

Alle egenskaber er gode, men de kan forvaltes mere eller mindre hensigtsmæssigt. Vi er, som vi er, det kan der ikke laves om på. Men vi kan arbejde med vore handlinger – det vi gør, den måde vi bruger vore egenskaber på. Det er vigtigt at opdage det positive ved alle sine egenskaber, anerkende, acceptere sig selv fuldt ud for den, man er. Så i stedet for at ønske at skille sig fra nogle af sine egenskaber handler det om at se det positive i sine egenskaber og derigennem få øje på, hvordan egenskaberne kan forvaltes hensigtsmæssigt.

De vigtige omsorgspersoner tidligt i vores liv blev til gestalter indeni. Det vil sige, at vi har overtaget deres måde at møde os selv på – på godt og skidt. Jo bedre vores omsorgspersoner formåede at møde, acceptere, elske os som barn, jo bedre er vi til at møde, acceptere, elske os selv som voksne – og modsat. Vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan ændre på vores forhold til fortiden. Vi kan ikke ændre på det, vi fik eller det, vi savnede at få som børn. Vi kan ikke blive som børn igen og opnå det vi manglede at få. Men vi kan lære at tage ansvar for os selv nu som voksne. Vi er ikke længere afhængige af, at andre kan give os det, vi har brug for. Vi er voksne nu, og kan selv tage ansvar for at give os selv det, vi har brug for.

Gestaltterapi handler om oplevelser – folks oplevelser af sig selv og andre. Vi er ansvarlige for egne følelser, oplevelser, reaktioner og handlinger, men vi er ikke ansvarlige for andre menneskers følelser, oplevelser, reaktioner, handlinger m.v.

Op igennem opvæksten har vi lært en masse normer og regler for, hvad vi skal/må/bør gøre i forskellige situationer. Nogle af disse indlæringer opleves hensigtsmæssige for os i forhold til at fungere og leve et godt liv. Men i nogle situationer kommer det, vi har lært, er godt og rigtigt, i konflikt med, hvad der er godt og rigtigt at gøre for os selv som person. Det kan ofte opleves som en svær balance eller som et direkte valg mellem at gøre andre eller sig selv tilfreds. Men der er kun én ting at gøre, hvis man vil leve et tilfredsstillende liv og have det godt, og det er at gøre det, der er rigtigt for sig selv. Det er andres ansvar at gøre det, der rigtigt for dem.

I den situation, hvor klienten har en indre konflikt, er det relevant at inddrage stolearbejde. En indre konflikt kan handle om, at der er sket en fragmentering af dele af selvet. Det kan også handle om at forskellige dele/gestalter indeni (eks mor, far) er uenige. En måde at arbejde med dette er ved at lade de forskellige dele af personligheden tale sammen. På denne måde kan klienten få øje på værdifulde egenskaber ved de sider, han har søgt at skille sig fra og dermed nå til en accept af dem. Eller han kan få en dialog/forhandling mellem de uenige dele indeni, som dermed kan nå til enighed. Begge situationer med det mål at klienten bliver helet som person.

Indgange til at arbejde med gestalter:

• indre konflikt
• drømme, identificere sig med elementer i drømmen
• kropslig opmærksomhed – mærke dele af kroppen, identificere sig med delene
• indre billeder – fremkaldt via let berøring fra terapeuten et selvvalgt sted på kroppen – identifikation med elementer i billedet

Den paradoksale forandringsteori: af Arnold Beisser, - en gestaltterapeutisk teori eller iagttagelse.

Forandring sker, når man bliver det, man er, ikke når man forsøger at blive det, man ikke er. Forandring sker ikke gennem en påtvungen bestræbelse fra klientens egen side eller fra en anden person med henblik på, at han skal forandre sig, men den finder sted, hvis man bruger tid og kræfter på at være den, man er – på fuldt og helt at engagere sig i sin væren her og nu.

Forandring finder sted, når klienten opgiver det, han ville ønske, han kunne blive og i stedet forsøger at være det, han er. Altså først ved at være, hvad man er – helt og fuldt – kan man blive noget andet.

Jo mere man ønsker at komme væk fra noget, jo mere bliver man det. Først i det øjeblik man helhjertet går ind for at være, som man er, kan man blive noget andet.

Mennesker forandrer sig ikke, når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er. Den forandring, som virkelig gælder noget i et menneskes personlige vækst, er den forandring, at han bliver sig selv.

Resultatet af Den paradoksale forandringsteori: vi opdager hvor skøre vi er  => lettelse => omstrukturering. Det er først, når vi griner ad os selv, at der sker en vending. Vi mærker hvor rigtigt det er, anerkender hvor skøre vi er og holder op med at være det!