Kognitiv terapi

Kognitiv terapi

Kognitiv terapi er en terapiform, som indeholder flere forskellige metoder - og derfor benævnes: De kognitive behandlingsformer.

Kognitive behandlingsformer består af:

• kognitiv terapi
• social færdighedstræning
• psykoedukation
• kognitiv optræning.

De bygger alle på menneskets evne til at tænke, analysere og reflektere over egne tanker, følelser og adfærd.

De kognitive behandlingsformer:

- tager sigte på afgrænsede forhold/problemer i patientens liv.

- lærer patienten mestring af sit problem mhp. reduktion og bedring af symptomer.

- kræver åbent og aktivt samarbejde mellem klient og terapeut.

- forstår psykologiske problemer og psykopatologi som “problemer med tænkningen”, som udspilles på flere niveauer.

- søger ikke årsager, men er her og nu orienteret (De kognitive modeller går ikke ind og roder op i fortiden, interesserer sig ikke for årsagen til problemet, men tager udgangspunkt i problemet her og nu og giver nogle redskaber til at tackle det.)

- forløbene kan være langvarige eller tidsbegrænsede.

- de kognitive behandlingsformer kan implementeres helt eller delvist i forskellige behandlingsmiljøer, såvel i hospitalspsykiatrien som socialpsykiatrien.

Det centrale i kognitiv terapi:

Det er vore antagelser om verden, frem for verden som den er, der volder os problemer.

Det centrale er at få spurgt ind til og undersøgt de antagelser, personen har i en given problemsituation. Vi har alle en masse antagelser om os selv og verden omkring os. Nogle er funktionelle (gode, nødvendige, realistiske forventninger), andre er dysfunktionelle (uhensigtsmæssige forventninger).

Kognitiv terapi går ind og arbejder med den dysfunktionelle tænkning, da grundholdningen i den kognitive tilgang er, at det er tænkningen, der aktiverer problemet.

NIVEAUER I TÆNKNINGEN:

Skemata:                                

- overgeneraliserede grundantagelser om sig selv, andre og verden  (eks: jeg er dum, ingen kan lide mig, andre er kritiske, verden er farlig, kvinder kan ikke køre bil, mænd kan ikke tale om følelser...)

Basale antagelser:              

- tværsituationelle holdninger og leveregler

(hvis andre ser jeg er nervøs, vil de foragte mig. Hvis jeg gør alting perfekt, opdager de ikke hvor dum jeg er. Hvis ikke alle kan lide mig, er jeg værdiløs. Hvis ikke jeg klarer mig helt perfekt, er jeg en fiasko)

(negative) Automatiske tanker                                            

- situationsspecifikke (de kan se jeg er nervøs. Jeg kommer til at sige noget forkert. Jeg mødte én jeg kendte, hun hilste ikke = hun er sur på mig!)

- de tanker der opstår helt automatisk i en situation eller ved forventningen om en bestemt begivenhed

Der er forskellige modeller/teknikker til forskellige diagnosegrupper / problem- stillinger. Oprindeligt blev kognitiv terapi udviklet til behandling af depression. Denne model kaldes derfor den kognitive grundmodel. Senere er den kognitive grundmodel videreudviklet og fremstår i dag som mange forskellige modeller specifik udviklet til forskellige sygdomskategorier/problematikker.

Måden jeg inddrager de kognitive teknikker i mit arbejde:

Anerkendelse af personens problem

Undersøgelse af hvad problemet går ud på v.hj.a. forskellige teknikker:

- sokratiske spørgeteknikker, - åben, nysgerrig, værdifri, fordomsfri, undersøgende

- afdækning af problemets omfang - hvor tit, hvor stort v.hj.a. registrering

- undersøgelse af problemsituation, finde frem til grundantagelse og forvrængning bag problematikken

Udfordring, så personen selv opnår erkendelse af, at han hun kunne tænke anderledes om tingene / handle anderledes.

Min erfaring er, at de kognitive strategier er gode i situationer, hvor der er et konkret problem som generaliseres og/eller tydeligt bærer præg af en forvrængning.

Det er en god ”her og nu løsning”, hvor personen med det samme kan mærke, at det virker og er brugbart.

Kognitiv terapi kan løse visse problemer, men er ikke altid nok. Nogle gange er det nødvendigt med traumeforløsende terapi for at få en varig forandring/løsning.